“Piger spiller fodbold i Vestia”.

Sådan lød det i invitationen til alle 3-7 årige piger fra Vesterbro, Kgs. Enghave og Sydhavnen i lørdags – og det var der mange, der var enige i. Trods intens sommervarme med en temperatur tæt på 30 grader var der rigtig flot fremmøde, da BK Vestia havde åben prøvetræning i ‘BulderBold’ – fodbold, motorik, fællesskab og leg for de yngste.

– Vi har et særligt fokus på at vise, at fodbold naturligvis er en sjov og social sport for begge køn, fortæller BK Vestias børneforkvinde Gry Freja Skovsted.

– Vi ser altid en masse drenge, når sæsonen starter, men i dag havde vi også besøg af rigtig mange glade piger i alderen 3-5 år – og vi har plads til flere! Vi vil også meget gerne også se nogle flere 6-7 årige, når vi byder velkommen til åben træning igen på lørdag den 15. august, siger hun.

Hver lørdag frem til efterårsferien kan piger, drenge og deres forældre møde op på Bavnehøj Idrætsanlæg, Enghavevej 90 og deltage.

Fra 9:00 til 10:30 er der BulderBold for piger i årgangene 2017, 2016, 2015 og drenge fra 2017 og 2016.

Fra klokken 10:30 til 12:00 står trænerne parate til at tage imod piger i årgangene 2014-2013 og drenge fra 2014 og 2015.

Tilmelding er ikke nødvendig – alle er velkomne.