Ungtræner i BK Vestia

Har du lyst til at prøve dig af i trænerrollen?

I BK Vestia vil vi gerne uddanne vores egne trænere og give unge medlemmer mulighed for at dele deres erfaringer og glæde ved fodbolden med yngre spillere.

Du kan blive ungtræner fra det år, du fylder 13 år – og du behøver ikke have trænererfaring. Det vigtigste er, at du har lyst, nysgerrighed og engagement.

Hvad laver en ungtræner?

Som ungtræner hjælper du med træningen af vores børnehold U8-U12 sammen med erfarne trænere.

Du er med til at:

  • skabe gode og trygge træningsoplevelser
  • hjælpe børnene med at udvikle sig
  • være en god rollemodel for de yngre spillere
  • prøve kræfter med forskellige træneropgaver
  • udvikle dig selv som træner

Du bliver en del af et trænerteam, hvor du får støtte og vejledning fra de faste trænere og klubbens udviklingstrænere.

Prøv det af

Er du nysgerrig på trænerrollen, behøver du ikke beslutte dig for, om du vil være ungtræner på lang sigt.

Du starter med et introforløb, hvor du bliver tilknyttet en årgang og prøver trænerrollen af i praksis.

Undervejs får du mulighed for at lære rollen at kende og finde ud af, om det er noget for dig. Efter introforløbet taler vi sammen om, hvordan det er gået, og om du har lyst til at fortsætte som ungtræner.

Du skal altså ikke vide på forhånd, om du har en træner i maven. Men vi håber, du har mod på at prøve det af for at finde ud af det.

 

Din egen træning kommer først

Vi forsøger som udgangspunkt at tilknytte dig en årgang, der træner umiddelbart før din egen træning.

På den måde kan du gå direkte fra din egen trænerrolle til din egen fodboldtræning. Samtidig forsøger vi at undgå, at ungtrænerrollen optager dage, hvor du ellers har fri fra fodbold og måske har brug for tid til skole, venner, familie eller andre aktiviteter.

 

 

Godtgørelse og kontingent

Som ungtræner får du en årlig godtgørelse, som udbetales kvartalsvis. Godtgørelsen afhænger af, hvor mange træninger du har om ugen, og hvilket niveau af træneruddannelse du har gennemført.

Som udgangspunkt er den årlige godtgørelse minimum 2.500 kr. ved én træning om ugen uden træneruddannelse.

Som ungtræner betaler du desuden kun 200 kr. i kontingent hvert halve år.

Godtgørelsen er klubbens måde at anerkende din indsats på. Det vigtigste er dog, at du har lyst og er motiveret for at blive en del af Vestias trænerfællesskab.

 

Hvad forventer vi af dig?

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra starten.

Til gengæld forventer vi, at du:

  • møder op og er engageret
  • tager ansvar for de opgaver, du får
  • er en god rollemodel for de yngre spillere
  • er åben over for feedback og har lyst til at lære
  • giver besked, hvis du er forhindret
  • bruger Kampklar til at til- og framelde dig træninger

Du bliver en del af et trænerteam, og du vil altid have voksne og erfarne trænere omkring dig.

 

Har du lyst til at prøve?

Hvis du er nysgerrig, eller bare gerne vil høre mere, så tag fat i den ungtræneransvarlige, som du finder på siden over ansatte.

Du kan også spørge en af klubbens udviklingstrænere eller tage fat i en træner på banerne.

Du behøver ikke vide, om trænerrollen er noget for dig. Start med at prøve.